Værkstedet er fra skrædder Erik Wæhrens, der havde sit værksted i sin privatbolig på Vesterbro.

Navnet Wæhrens må på det nærmeste betegnes som et tøjdynasti i Bindslev. Skrædderen Holm Wæhrens havde mange børn, 9 ialt, og flere af disse blev i tøjbranchen. Tre af dem, Erik, Poul og Kaj fik forretning i Bindslev som skrædder, i damekonfektion og herreekvipering, og i dag arbejder familiemedlemmer fra 3. generation også med beklædning.

Holm Wæhrens var en holden mand og havde mange mand i arbejde. Han udvidede med forretninger for dametøj og fabriksfremstillet herretøj, samtidig med at skræddervirksomheden blev flyttet ud. På den måde blev der basis for de ovenfor omtalte forretninger.

I lang tid var tøj og navnet Wæhrens knyttet tæt sammen med Bindslev. På museet findes ophængt diplom for Holm Wæhrens.

{backbutton}

Museet rummer en næsten komplet samling af et sadelmagerværksted, som det var på landet omkring år 1900. Værktøjet stammer fra Holger Sørensens - også kaldet "den røde sadelmager" - værksted, og museet har fået det overdraget af hans søn, malermester Villy Sørensen. Det er taget lige fra den plads, hvor det hang i Holger Sørensens værksted. Alt er næsten, som det var, såvel værktøjsbræt, bord som symaskiner, og desuden er der et lille lager af materialer både til sadelmagerdelen og til møbelpolstringen.

At de to fag har været udøvet sammen og af samme person har så vidt vides ikke været almindeligt, men Holger Sørensen mestrede begge fag. Han blev over 90 år gammel og arbejdede næsten til det sidste.

Sadelmagerfaget har op gennem tiden været meget betinget af brugen af heste som trækdyr. Oprindelig har det været omfattet af 2 fag, sadelmager og remmesnidere, men efterhånden som grænsen mellem disse blev mere og mere flydende, gennemførtes der fra 1797 en sammensmeltning, hvorefter alle var sadelmagere.

{backbutton}

En dag kom en ældre mand ind på museet. Han kiggede rundt og sagde så: "Jeg ser ingen maler". Museets stifter, Jens Jakobsen, der straks var klar over, at den besøgende selv var maler, svarede, at museet kun havde værktøj og værksteder fra de fag, hvorfra man havde fået foræret gammelt håndværktøj. " Da skal jeg give dig en maler," sagde den besøgende, og et års tid efter blev der ringet og sagt, at nu var maleren der, om museet var klar til at modtage ham, for han havde en del materiale til museet, og han ville gerne selv aflevere det. Og sådan gik det til at museet fik et malerværksted længere væk fra! Der var gamle pensler af hestehår, svinebørster, grævlingehår, mårhår m. m. Endvidere var der et sæt årekamme og prøver af elm, fyr, nød og mange flere. "Ordring" hed det i fagsproget.

Malerfaget har "fine" rødder. I den sene middelalder var maleren nærmest en kunstner, der beskæftigede sig med kalkmalerier, altertavler og dekorering af billedskærerarbejder; men da det i løbet af 15- og 1600-tallet blev almindeligt at bruge oliefarver til pynt og beskyttelse af både udvendigt og indvendigt træværk, tog datidens malermestre også dette mere jordbundne arbejde op, og grundlaget for malerfaget, som vi kender det i dag, var lagt. Det første malerlaug i Danmark så dagens lys i København i 1622.

{backbutton}