En dag kom en ældre mand ind på museet. Han kiggede rundt og sagde så: "Jeg ser ingen maler". Museets stifter, Jens Jakobsen, der straks var klar over, at den besøgende selv var maler, svarede, at museet kun havde værktøj og værksteder fra de fag, hvorfra man havde fået foræret gammelt håndværktøj. " Da skal jeg give dig en maler," sagde den besøgende, og et års tid efter blev der ringet og sagt, at nu var maleren der, om museet var klar til at modtage ham, for han havde en del materiale til museet, og han ville gerne selv aflevere det. Og sådan gik det til at museet fik et malerværksted længere væk fra! Der var gamle pensler af hestehår, svinebørster, grævlingehår, mårhår m. m. Endvidere var der et sæt årekamme og prøver af elm, fyr, nød og mange flere. "Ordring" hed det i fagsproget.

Malerfaget har "fine" rødder. I den sene middelalder var maleren nærmest en kunstner, der beskæftigede sig med kalkmalerier, altertavler og dekorering af billedskærerarbejder; men da det i løbet af 15- og 1600-tallet blev almindeligt at bruge oliefarver til pynt og beskyttelse af både udvendigt og indvendigt træværk, tog datidens malermestre også dette mere jordbundne arbejde op, og grundlaget for malerfaget, som vi kender det i dag, var lagt. Det første malerlaug i Danmark så dagens lys i København i 1622.

{backbutton}